Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Prædikestolen er et meget smukt stykke billedskærerarbejde, sandsynligvis udført af ålborgensiske billedskærere, men vi kender ikke deres navne. Derimod ved vi, hvem der har skænket den, idet det fremgår af en indskrift nederst på prædikestolen. "Poel Popp ock Maren Poppis hans høstro kerre lode meg opsette Guds ordt til erre, som de gerne horre ock lere". Denne Poul Popp var rådmand og siden borgmester i Aalborg (død 1597).

 

Prædikestolen er skænket i 1581, hvilket fremgår af det egetræsrelief, som findes på prædikestolens bagvæg. Det forestiller Kristus og den samaritanske kvinde ved brønden (Johs. ev., kap. 4), og der læses: "Anno 1581 scref jeg boget blef", og på latin står der: "Hvo som tørster, kan komme til denne samaritanerindes brønd, det er Kristus, han alene har den sande nektar".

 

På prædikestolen såvel som på dens lydhimmel læses ordene: "Himlen og jorden skal forgå, men mine ord ikke", både på gammel dansk og latin. Hovedpartiet består af 6 felter med relieffer forestillende: Jesu fødsel - dåb - korsfæstelse - opstandelse - himmelfart og genkomst. Under hvert billede er på latin skrevet en sentens, som svarer til billedet. Mellem hvert af felterne er anbragt en fritstående figur af de 6 apostle, de øvrige på prædikestolens opgang (fra 1601) og over dens dør (fra 1603). Disse apostelfigurer skal oprindelig have siddet i et korgitter, der i 1623 skænkedes kirken af to borgmestre og en rådmand.

 

Nederst på prædikestolen ser vi Poul Popps bomærke og allernederst en afsluttende, sammenknuget figur, hvis egentlige mening næppe lader sig finde - den er der blot. Over prædikestolens dør ser man en hvilende skikkelse, som holder et timeglas i hånden og støtter sig til et dødningehoved, og oven over læses på latin: "I dag mig - i morgen dig".

KIRKEBLADET

I hvilket sogn bor du?

Se svaret på sogn.dk

Kontakt kirkekontoret

INDSAMLING