Præstens klumme

 

Kære turtelduer

Præsteklumme ved Sophie Nordentoft

Nu er foråret godt på vej, og på det smalle rækværk omkring min altan sidder to forelskede duer og ser hinanden an: Skal det være os to? Og lige straks skal vi høre dem kurre fra morgen til aften og flyve frem og tilbage til reden med unger. Så skifter scenen til en periode med stress og slid og slæb, hvor de ser ikke så meget til hinanden som før; til gengæld er de fælles om en opgave, noget større.

Den svære balance
”Gift dig eller gift dig ikke, og du vil fortryde det”. Sådan sagde Søren Kierkegaard. Og vi, der har lidt erfaring, må give ham ret. Parforholdet kan mest minde om de to duer på den smalle rækværk ud over afgrunden. Det er svært at holde den sunde balance mellem tosomhed og individualitet, mellem følelser og hverdags-fornuft og mellem skiftende hensyn og behov og vores utallige bolde i luften. Selv for turtelduer bliver det hverdag. Måske med stress på arbejdet, med skrigende unger mellem bunker af vasketøj. Turtelduerne er blevet til to slidte forsørgere, og vi slynges alt for nemt ind i en nedadgående spiral. Var det virkelig det? Kan det være, at vi alligevel ikke var skabt for hinanden?

Urealistiske forventninger
Vi bliver stopfodret med forestillinger om det perfekte samliv mellem to, der er hinandens soul-mates. Det er et liv i skøn harmoni, et liv med dybe og meningsfulde samtaler, med hed sex, med romantiske rejser rundt i hele verden, med skønne oplevelser i naturen for hele familien og med hyggelige aftenstunder ved spisebordet i den store vennekreds. Mange lider under urealistisk høje forventninger til ægteskabet, og jeg forstår det så glimrende, når mange kaster tøjlerne og giver op.

Hvad er kærlighed
Jeg er ikke modstander af skilsmisse, for der er ægteskaber, hvor skilsmissen er den bedste beslutning. Men jeg tror, mange giver op for tidligt og på et for spinkelt grundlag. Af to grunde:
For det første er det en udbredt misforståelse, at kærlighed er en varm følelse. Det er kærlighed ikke. Forelskelse er en følelse. Had er en følelse. Glæde er en følelse. Frygt er en følelse. Kærlighed er derimod en relation. Og når vi har kærlighed til et andet menneske, har vi også alle de følelser, der følger med at leve sammen dag ud og dag ind – også de følelser, vi normalt beskriver som alt andet end varme. Det er et vilkår for alle relationer, og jo tættere, desto flere følelser er der i spil.

Farvel til det selvkørende parforhold

Det andet er, at vi mange gange undervurderer, hvad et ægteskab kræver af os. Mange har den opfattelse, at det nok på en eller anden måde kører af sig selv. Men hør engang! Den gode sportspræstation eller den store fest er ikke blevet det ved et tilfælde. Det kræver masser af planlægning, omtanke, fantasi, håndelag og tid at holde ”århundredets fest”.

Ægteskaber, der ikke bliver lagt lige så meget energi i, bliver i sagens natur ikke nogen fest. Et godt ægteskab kommer ikke af sig selv. En buket roser på bryllupsdagen er ikke en overflødig gestus, selv efter 9 eller 11 år. Skal man have en middag med levende lys på bordet, skal der nogen til at tage initiativ og reservere et bord.

Et tillidsfuldt, livslangt ægteskab er ikke et tilfældigt resultat af flygtige følelser, men bliver skabt af planlægning, god vilje og prioritering af hinanden. Gevinsten er, at du får noget, der er dybt og uerstatteligt: Én at dele dit liv med. Du er ikke alene. Derfor siger vi også, at kærligheden er givet os af Gud selv, for kærligheden rækker ud og bygger bro hen over kæmpestore forskelle og gennem medgang og modgang. Ret beset et mirakel, hver gang det lykkes. 

Derfor er min opfordring her vil sommerens begyndelse:
”Se mulighederne! Tag jer i tid til at tale sammen. Tag hinanden i hånden og gå ud i de lyse nætters magi! ”